Beskæring af planter og træer langs veje

Det er vigtigt at beskære ind til skel
Træer og buske vokser flittigt. Dette øger vigtigheden af at få beskåret træer og buske på vores smalle sommerhusveje. Ved at beskære ind til skel er du således med til at sikre, at du og dine naboer kan få tømt jeres dagrenovation, og at leverancerne til dit sommerbyggeprojekt kan komme sikkert frem.

Fodgængere, cyklister og bilister skal let og sikkert kunne komme forbi din matrikel. Hække, træer og anden beplantning, der vokser ud over rabat, veje og stier, kan være både til gene og fare for trafikken. Derfor har du pligt til at beskære og holde beplantningen inde på egen matrikel.

Det er ofte et problem for renovations- og udrykningskøretøjer at komme frem på grund af manglende beskæring og rabatslåning. Det betyder, at chaufføren har svært ved at se i sidespejlene, når han bakker. Vores veje er anlagt som grusveje med græsrabat i begge sider. Rabatten er en del af vejarealet og skal være fri for beplantning, således at der er vigeplads for både gående og kørende trafik. Manglende beskæring kan være årsag til, at du selv eller øvrige ejendomme på vejen ikke får afhentet deres renovation.

Vejledning

  • Hække og buske skal klippes tilbage i skellinjen, så rabat, stier og veje kan bruges i fuld bredde.
  • Træer og øvrig beplantning skal beskære, så der er en frihøjde på mindst 2,75 m over rabat, stier og grøfter samt 4,5 m over veje.
  • Skellinjen ligger typisk ved bagkanten af el-skabe – ca. 1,5 m fra grusvej
  • Skilte skal holdes fri for beplantning, så de er synlige og frit kan tilgås
  • Græsrabatter ud for din matrikel skal renholdes for ukrudt, affald og andet, som kan være til ulempe og gene for færdslen. Græsset skal slås jævnligt.
  • Ved beskæring skal du være opmærksom på, at grene tynges ned, når de er våde
  • På hjørnegrunde er det særlig vigtigt at beskære beplantningen godt, så trafikanterne kan se til begge sider, inden de krydser eller svinger ud på vejen.

Hvis manglende beskæring
Kommunen kan pålægge dig at udføre beskæringen inden en fastsat tidsfrist, som du vil blive orienteret om i et brev. Hvis du ikke har beskåret beplantningen inden tidsfristens udløb, kan kommunen beskære beplantningen for din regning. I særlige tilfælde, hvor der f.eks. er akut fare for færdslen, kan politiet og kommunen bestemme, at arbejdet skal udføres straks ude at orientere dig først.