Nyhedsbrev nr. 56 – invitation til dialogmøde om Klintsø, beredskabsplan, “larven fra helvede”

Kære grundejere

Dialogmøde om Klintsø Natur- og Energipark
Bestyrelsen har modtaget en invitation til alle medlemmer i GF Højvang-Klint til et dialogmøde om Klintsø Natur- og Energipark.
Mødet finder sted fredag d. 25. september kl. 19-21 på Efterskolen Klintsøgård, Klintvej 71, 4500 Nykøbing Sj.

På mødet vil man præsentere de foreløbige tanker om projektet og lægge op til en åben dialog om blandt andet solceller, batterier, natur, rekreative muligheder og lokale hensyn.

Tilmelding er ikke nødvendig.

Beredskabsplan for den enkelte grundejer og for foreningen
I løbet af året har bestyrelsen arbejdet på, hvordan vores forening kan blive bedst muligt forberedt på forskellige krisesituationer.
På hjemmesiden under “Værd at vide” har vi lagt en beredskabsplan for den enkelte grundejer. Denne vil blive præsenteret på generalforsamlingen d. 26. september.

Desuden har bestyrelsen udarbejdet et forslag til en beredskabsplan for grundejerforeningen.
På generalforsamlingen vil vi foreslå, at der nedsættes en mindre arbejdsgruppe, som i samarbejde med bestyrelsen arbejder videre med en beredskabsplan for foreningen. Hertil har bestyrelsen udarbejdet et kommissorium, som beskriver gruppens formål, opgaver og rammer for arbejdet.

“Larven fra helvede” – hold øje med egeprocessionsspinderen
Egeprocessionsspinderen er en natsværmer, som de senere år har bredt sig mod nord i Europa. Inden den bliver til en voksen natsværmer, lever den som larve på egetræer, hvor den spiser bladene.
Larverne har fået deres navn, fordi de ofte bevæger sig i lange rækker – nærmest som en procession. De samler sig også i større grupper og danner karakteristiske reder eller spind på egetræerne.

Hvorfor skal vi være opmærksomme?
Larverne udvikler tusindvis af mikroskopiske brandhår, som kan give kløe og hududslæt samt irritation af øjne og luftveje. Hårene kan spredes med vinden, så man behøver ikke at røre selve larven for at blive generet.
For hunde og andre kæledyr kan kontakt være mere alvorlig, især hvis de snuser til eller slikker på larver eller reder.

Hvad gør man, hvis man finder dem?
Hold afstand, og lad være med at røre ved larver eller reder. Forsøg heller ikke selv at fjerne, feje eller spule en rede væk, da det kan sprede brandhårene yderligere.
Hold børn og kæledyr væk fra området og hav gerne hunden i snor.
Hvis du mener at have fundet egeprocessionsspinderen, kan du tage et billede på god afstand og forsøge at artsbestemme den via Arter Indberetning fra Arter.dk eller appen Seek fra iNaturalist.

Et muligt fund bør desuden indberettes til Odsherred Kommune, især hvis det er på et offentligt område, langs en vej eller sti eller et andet sted, hvor mange mennesker færdes. Er reden på privat grund, kan kommunen eventuelt vejlede om, hvordan fundet bør håndteres.
Ved kraftige symptomer hos mennesker – eksempelvis åndenød, udtalt hævelse eller kraftig påvirkning af øjnene – bør man søge akut lægehjælp. Ved symptomer hos hund eller andre kæledyr bør man kontakte en dyrlæge.

Naturen kan hjælpe
Egeprocessionsspinderen har flere naturlige fjender, blandt andet musvitter, blåmejser, spætter, snyltehvepse og flagermus. En varieret natur med gode levesteder for fugle, insekter og flagermus kan derfor være med til at holde bestanden nede.

Men er larvesæsonen ikke snart slut?
Jo – heldigvis. Egeprocessionsspinderen har normalt én generation om året. Æggene overvintrer på egetræerne og klækker om foråret. Larverne lever på træerne gennem foråret og sommeren, hvorefter de forpupper sig. Fra juli og ind i sensommeren kommer de voksne natsværmere frem. De parrer sig og lægger de æg, som overvintrer til næste forår.
I august er risikoen fra de levende larver derfor ved at være ovre – men det betyder ikke, at man kan ignorere rederne. Brandhårene kan blive siddende i gamle reder længe efter, at larverne er væk, og fortsat give gener for både mennesker og dyr.

Finder du derfor en gammel eller ny rede på et egetræ, gælder rådet stadig:
Hold afstand – rør ikke – og indberet mistænkelige fund.

Indlæg fra en grundejer: “Larver i bukserne”
”Vi har nu i DK fået et permanent problem egetræsprocesspinderlarven.
De klimatiske vilkår er blevet bedre for dem.
Jeg har selv en del gange mødt deres fætre (fyrretræsprocesspinderlarven) specielt i Spanien og Portugal. Ja – haft nærkontakt. Risikoen for dens indflydelse på vores hverdag kommer til at vokse.

Vi og vores nabo har besluttet, at opfordre bestyrelsen til at skrive ud i næste nyhedsbrev, at der opfordres på frivillighedens basis at fælde de egetræer der er hos den enkelte grundejer.

Vi fælder selv vores egetræer nu i den nærmeste tid inden larven bliver til en natsommerfugl, der spreder sig (med lynets hast). Vi respekterer folks udsagn om biodiversitet, sæt fuglekasser op osv – men naturen er allerede ude af balance – og det vil vare årtider før der vil være genskabt en sådan balance. I Spanien og Portugal har de opgivet. Så det hedder rettidig omhu. Og det er kun en opfordring til at forholde sig til udfordringen.”

Bestyrelsens kommentar
Bestyrelsen har fuld forståelse for, at man som grundejer kan blive bekymret, hvis man har egetræer på sin grund. Det er naturligvis helt op til den enkelte grundejer at beslutte, hvad man ønsker at gøre med sine træer.

Inden vi begynder at fælde sunde egetræer af frygt for egeprocessionsspinderen, vil vi dog gerne foreslå, at vi i første omgang hjælper hinanden med at holde øje.
For at kunne gøre det har vi brug for at vide, hvor områdets egetræer står. Bestyrelsen vil derfor gerne opfordre alle grundejere, der har egetræer på deres grund, til at melde det ind til bestyrelsen.

På baggrund af tilbagemeldingerne vil vi forsøge at lave et simpelt kort over egetræerne i vores område. På den måde får vi et bedre overblik over de træer, hvor egeprocessionsspinderen potentielt kan lægge sine æg, og hvor vi med fordel kan være ekstra opmærksomme i foråret og sommeren.

Tanken er ikke, at vi skal gå rundt og kontrollere hinandens træer, men at vi sammen kan holde øje med, om egeprocessionsspinderen rent faktisk finder vej til vores område. Hvis vi ved, hvor egetræerne står, bliver det meget lettere at opdage et eventuelt angreb tidligt og tage stilling til, hvad der skal gøres.

Har du et eller flere egetræer på din grund, så send gerne en besked til bestyrelsen med din adresse og eventuelt hvor på grunden træet står.
Så kan vi forhåbentlig passe både på hinanden og på vores egetræer.

Bestyrelsen håber at se jer til generalforsamlingen, så vi bl.a. kan få drøftet ovenstående emner.

Venlig hilsen
Bestyrelsen

Udskriv