Kære grundejere
Sommertiden er over os – selv om vejret måske ikke lige har fået beskeden i disse dage.
Det betyder også, at der er nogle ting, vi skal være opmærksomme på.
Grusveje … og fart
Dette er ikke den bedste kombination. Især ikke, når der har været og jo sandsynligvis også vil komme tørre perioder igen.
Bestyrelsen vil som altid være opmærksom på, om der er behov for at komme støvbinder på vejene. Men det vil ikke være økonomisk muligt at gøre det hver eneste gang, der kommer en tør periode.
I dén forbindelse vil vi gerne opfordre alle grundejere samt deres gæster og eventuelle håndværkere mv. om at respektere hastighedstavlerne. Når man sætter farten ned til 20 km, begrænser vi trods alt støveriet en smule.
Beskæring ind til skel
Det er skønt, at buske og træer i haverne gror. Men husk også, at de ikke må gro ud over ens skel.
Har man en hjørnegrund er det ret vigtigt at begrænse beplantningen, så trafikanterne kan orientere sig til siderne.
Hvis man har et vejskilt stående på sin matrikel, skal dette også holdes fri for grene, så det kan læses.
Hvordan reglerne helt præcist er, kan som altid læses på hjemmesiden eller her.
Hvornår må man slå græs og bruge maskiner
Hvis man har besøg af eksterne håndværkere mv., skal man huske at informere dem om vores ordensregler på området.
Som oplyst i punkt 9 i reglementet, må man støje med f.eks. plæneklipper, motorsav, boremaskine i tidsrummet hverdag kl. 07-17 og weekend/helligdage kl. 10-17.
Ingen afbrænding af (have)affald .. og så Skt. Hans
Som vi tidligere har informeret om, er det ikke tilladt at brænde affald af – det gælder også haveaffald. Og det gælder hele året.
Eneste undtagelse er hyggebål i haven på en sikker bålplads – og bare røgen ikke generer naboerne. Hold altid øje med vind og tørkeindekset.
Vær også opmærksom på, om der kommer forbud mod brug af grill/ukrudsbrænder/bål ved længerevarende tørke.
Dette kan tjekkes på brandfare.dk
Dato for årlig generalforsamling
Vi minder om, at vores generalforsamling i år afholdes lørdag d. 26. september 2026 kl.10 på Det Vilde Køkken i Klint.
Har I forslag til emner til dagsordenen, skal bestyrelsen modtage dem senest d. 1. juli.
Indkaldelse og øvrig information udsendes, når vi nærmer os dagen.
Til slut ønskes alle grundejere en dejlig sommer.
Venlig hilsen
Bestyrelsen