Kære grundejere
Inden vi lige om lidt skal nyde den hyggelige højtid, vil vi informere om nogle ting.
Manglende betaling af det årlige kontingent
Den kedelige del er, at flere grundejere endnu ikke har betalt det årlige kontingent på 600 kr. Som vi har oplyst flere gange, var deadline d. 1. november. Indbetal venligst og undgå rykkergebyr.
Nytår og fyrværkeri
Nogle vil gerne fejre nytåret med fyrværkeri. Det er flot og festligt, MEN ifølge vores ordensreglement, er det stort set ULOVLIGT at affyre fyrværkeri/raketter i vores forening grundet afstandskravene til stråtækte ejendomme – som vi har enkelte af. Billedet i ordensreglementet er desværre en smule utydeligt, men her fremgår afstandene.
“Ifølge brandlovgivningen er det strafbart at affyre fyrværkeri nærmere end 100 m fra en stråtækt ejendom, og ved affyring af raketter er afstandskravet mindst 200 m. I blæsevejr fordobles afstandene.”
Respektér venligst reglerne – også når man står i lidt løftet stemning, når klokken har slået nytåret ind – så både ejendomme og mennesker kan komme godt og sikkert ind i 2026.
Har man udlejet sit hus, er det VIGTIGT, at man informerer lejerne!
Lokalt beredskab
Fra myndighedernes side er vi alle blevet anbefalet at sørge for lokalt beredskab.
I foreningen har vi pt. ikke en beredskabsplan. Dog har vi et overblik over, hvem der er fastboende og evt. kunne hjælpe hinanden.
Emnet vil blive taget op på næste generalforsamling. Indtil da kan myndighedernes vejledning læses her.
Vejenes tilstand
Vi er opmærksom på, at indkørslen til Birkekrogen er meget hullet. Det har i perioder været meget vådt, og det betyder så, at hullerne ikke kan fyldes op. Men vi får udbedret, så snart det er muligt.
Vejskilte
Flere skilte på vores veje/stier er ved at være så slidte, at de trænger til udskiftning. Vi er ved at få et overblik over skiltenes tilstand, så i løbet af 2026 vil der blive udskiftet, hvor der er behov.
Til slut vil bestyrelsen ønske alle grundejere
EN GLÆDELIG JUL & ET GODT NYTÅR 2026